Elsker du bananer? Sprogene er mange, og på Det teologiske Seminar i Sumbawanga er det reelt kun to af de studerende, der kan tale engelsk og så en del af lærerne. Anne-Lene har en stor udfordring som engelsklærer. Hvis nogle af dem nemlig kan lære så meget, at de kan ”ane” noget af betydningen, når de kigger i f.eks. biblioteks engelske opslagsbøger, så åbner der sig en meget større verden for dem. Det kan være en stor hjælp i deres studier. Præsterne, hvoraf nogle nok kan lidt mere engelsk end evangelisterne, giver gang på gang udtryk for deres dybe taknemmelighed over, at de får lært engelsk. Hvis der har været en dag, hvor Anne-Lene ikke har været frisk, så har Peter blot taget hendes timer og som regel blot fortsat undervisningen i engelsk, men i mandags foreslog han evangelisterne på første år, at de blot tog fire dogmatiktimer den dag, ligesom i sidste uge, da Anne-Lene var ramt af den helt store snot-tur, som også var på omgang blandt de studerende. Men nej. De ville have engelsk. Sprog, det hjælper til forståelse, så engelsk fik de. ”Goddag, goddag” kan de dog alle sige på dansk. Og børnesangen om den lille frø der sad i mosen, har de også alle fået lært at synge på dansk i musik, og de kan kvakke, så det er en lyst. Og sangen om skomagerdrengen ledsaget af fagter og dans, er de blevet helt vilde med de sidste par uger. Forståelse gennem musik, leg og sprog, giver et godt fællesskab. Og når det gælder kiswahili, som er vort fælles sprog, så kunne vi ikke være det foruden. Men elsker du bananer? Ja, når det bliver sagt på et af de lokale sprog, som en pæn del af de studerende har som modersmål, watemwa nkonde, så er vi virkelig på bølgelænge. Om det så også lykkes at få lært dette sprog kimambwe eller det der ligger tæt på kilungu, må tiden vise. Men de studerende prøver ihærdigt at lære fra sig. Og nogle sætninger hist og pist på et lokalsprog, kan nogle gange give en god indgang, selvom der må fortsættes på kiswahili.

Hvilket sprog taler vi bibelsk set?

Nogle gang må vi erkende, at vi ikke forstår hinanden, og det skyldes ikke blot den babyloniske sprogforvirring, men også at vi tror, at vi taler det samme sprog, men rent faktisk ikke gør det. ”Elsker Gud dem, der øver homoseksualitet?” spurgte Peter efter morgengudstjenesten i sidste uge, og det klare svar fra en studerende var: ”Nej!”. Som vi tidligere har skrevet om, så har det samme svar lydt, når det gjaldt dem, der stjal, dem, der talte usandt om andre, dem, der er muslimer, osv. Og lejligheden blev da benyttet til igen at få understreget, at Gud hader synden, men elsker synderen. Gud hader synden, for resultatet af synd er død, og hvem vil dog død over den, han elsker? Derfor siger Gud nej til synden. Gud elsker os syndere, derfor blev Jesus sendt for at frelse os. Derfor missionerer vi. Når de studerende denne morgen blev spurgt om homoseksualitet, så var det fordi, at Den lutherske Kirke i Tanzania offentliggjorde en pressemeddelelse d. 29/4-2010, hvor de meget klart og utvetydigt sagde fra overfor udviklingen i nogle vestlige kirker, hvor nogle allerede har fået og andre er på vej til at få et såkaldt kønsneutralt ægteskab. Den lutherske Kirke i Tanzania tager ikke blot afstand fra homoseksualitet samliv med ord, og lader det blive ved ordene. Ord uden praksis bliver jo nemlig tomme ord. Kirken følger op med at fastslå, at dem, der støtter en sådan praksis, ikke er velkomne til at arbejde i kirken, og at man forkaster deres indflydelse på kirken her i enhver form, herunder deres penge og støtte. Ikke blot siges der nej med ord, men man er også villig til at bryde fællesskabet for sandhedens skyld og lide økonomisk tab i form af mindre tilskud udefra. Det er tydeligt, at Den lutherske Kirke i Tanzania ikke taler samme sprog som Den danske Folkekirke, selvom begge siges at være lutherske kirker. Hvor kirken i Tanzania stadig taler det bibelske sprog, så har kirken i Danmark valgt at forlade dette sprog, med alle de praktiske konsekvenser det nu har. Og når man ikke længere taler det samme sprog åndeligt talt, så forstår man ikke længere hinanden, og fællesskabet tabes. Det kristne fællesskab kan ikke bygges på usandhed. Vi er dybt taknemmelige for den tanzaniske lutherske kirkes udmelding. Jo, Gud elsker dem, der øver homoseksualitet, og det skal kirken også, og derfor må vi sige nej til synden. Hvor en del vestlige kirker mere og mere blot er kristne af navn, så må vi dagligt glæde os over at kunne være med til at opbygge kirker, der ikke blot vil være det af navn. Ingen tvivl om: Set fra et menneskeligt synspunkt, så er det de afrikanske kirker, der åndeligt set, må komme de vestlige kirker til hjælp i disse dage.

Arbejdets sprog

Arbejdets sprog er også svedens sprog. Og svedt i en eller anden forstand har vi nok alle dette semester, som nu lakker mod enden. Ca. 50 studerende og 4 klasser uden forøgelse af lærerstaben. 4 kvinder, der til daglig leder kvindearbejdet i provstierne, har fået et tre måneders kursus, som Anne-Lene har organiseret. Og hun underviser dem selv i engelsk og strikning. Peter har undervist dem i dogmatik og musik.

Kærlig hilsen og Guds fred

Anne-Lene og Peter

PS: Samme dag som det meste af ovenstående blev skrevet, kunne vi både fejre grundlovsdag og mindes at det i dag var præcis 21 år siden, vi forlod Danmark for at bo og arbejde på Færøerne. Så det blev også historiens sprog og mindernes sprog, der blev ihukommet.

Nu er det blevet søndag og Anne-Lene skriver. Blandt de studerende er der blevet dannet en kvintet, som synger meget fint og på en humoristisk og underholdende måde. De kom for nogle dage siden og spurgte Peter, om han ville køre for dem i dag, for de var inviteret til at synge i en kirke ca. 40 km. herfra. Peter sagde ja og syntes at så kunne de lige så godt fylde bilen, så yderligere 5 andre også kunne komme med og få lejlighed til at besøge deres familier og prædike andre steder. Jeg blev også inviteret med, men foretrak at blive hjemme og pleje resterne af min forkølelse. Efter gudstjenesten herhjemme tog jeg derfor en ordentlig ”morfar”, for jeg arbejdede til sent i går aftes med at forberede opgaverne til de studerendes skriftlige eksaminer.

Det kvindekursus, som jeg står for i tre måneder, har studerende, der er mellem 25 og 50 år. De er ledere af deres lokale kvindearbejde derhjemme og er så her for at dygtiggøre sig yderligere. Det er nogle gæve piger, som jeg har fået et godt og tæt forhold til. De suger til sig, alt hvad de kan og beklager, at de ikke kan blive her endnu længere. Gennem længere tid har jeg hver torsdag inviteret stedets kvinder, dvs. de kvindelige studerende og lærere, lærerkonerne, sekretæren og vores kokke m.fl. til te og samtale om bibelske kvindeskikkelser. Den ny kvindeklasse blev selvfølgelig også inviteret med og det har været rigtig godt og berigende for alle parter.

Da kvindeklassen så det skema, som jeg havde udarbejdet til dem, syntes de godt om det, men de ville gerne også have undervisning i madlavning og bagning. Det talte jeg så med vores hushjælp, Emma, om. Hun ville gerne stå for undervisningen. Men Emma syntes ikke at de skulle undervises i mit køkken, hvor der er el-komfur og alskens hjælpemidler. Hvis de skulle kunne bruge det hjemme, så måtte det foregå på tanzanisk manér, udendørs og med trækul, og det har hun jo fuldstændig ret i. Først lærte Emma dem at lave maandazi, som jeg nærmest vil betegne som en krydsning mellem æbleskiver og berliner van kuchen. De smagte skønt. Jeg havde bedt dem lave en stor portion, så de selv kunne dele halvdelen og så kunne vi spise resten til næste dags kvindemøde. Jeg har nemlig æren af at bidrage med diverse ingredienser i vores ”skolekøkken”. Hver anden uge lærer Emma dem en ny ret. Og ugen efter skal de så selv prøve at lave den, mens Emma overvåger deres madlavning. Ja, Emma er meget praktisk anlagt i sin måde at lære fra sig og det er kun godt.

Mit eget største bidrag til nyskabelser i tanzanisk madlavning er risengrød. Mange har nemlig en halv (deler med naboen) eller hel ko, men ikke noget køleskab, så det gælder om at få mælken solgt, drukket eller brugt i madlavningen, inden den bliver ubrugelig. Og her kommer risengrøden ind som supplement til den daglige ugali (majsgrød). Jeg har endnu ikke mødt en afrikaner, som ikke kunne lide risengrød. Og børnene er også helt vilde med den.

Kvindeklassen er også med i min strikkeklub hver mandag eftermiddag. Da det kan være temmelig fodkoldt på denne årstid, er jeg ved at lære dem at lave færøske strikkede hjemmesko efter en let model, som jeg har fået af Hanna, Doris Heinesens søster, i Klaksvig. Kvinderne er meget lærenemme og ivrige efter at blive dygtige til at strikke. Og det er jo kun godt. Men mit lager af strikkepinde, hæklenåle og garn er ved at være brugt op, så hvis der er nogen af jer, der har garnrester eller et overskud af strikkepinde, så vil jeg tage imod det med stor glæde, når vi kommer hjem til sommer.

Da vi boede i Fuglefjord, gik jeg de to kilometer ud til mit gymnasium, hvis vejret var til det. På vejen mødte jeg en masse får, der stod i hver deres indhegninger. Efterhånden kendte de mig og kom for at hilse, når jeg kom forbi. Og når de havde fået lam, kunne man se stoltheden i deres øjne, når de kom og viste mig de nyfødte. Her i Tanzania har Peter anskaffet geder. Jeg har aldrig tidligere haft særlig kontakt med geder, men nu har jeg opdaget, at de er lige så søde og imødekommende som de færøske får. Det giver mig et tosset problem, for nu ved jeg ikke, om jeg kan få mig selv til at sætte tænderne i dem, når de en dag skal slagtes. Der skal i al fald overvindelse til.

Nu er der kun tre uger til graduation med fest og overrækkelse af eksamensbeviser. Men inden skal jeg stå for et seminar i 11 dage for evangelisternes koner. Det er konerne til dem fra afgangsklassen, der kommer sammen med 12-13 af deres mindste børn. Programmet har jeg lavet. Vi skal bl.a. have bibeltimer, lære at lave batik og sy på symaskine, dvs. først laver de batik på et stykke stof, som de derefter syr hver en slå-om nederdel og et tørklæde af. Om aftenen har vi program hjemme hos os sammen med mændene. Vi skal bl.a. se en dokumentarudsendelse fra DR om overgrebene på albinoer. Det meste af filmen er på swahili og resten oversætter vi. Om søndagen skal vi efter gudstjenesten og middag lave sjove konkurrencer (sækkeløb og den slags) for hele familien. Og en aften skal vi spille bingo, hvor de kan vinde forskelligt fra vores gavelager. Så programmet er en god blanding af alvor og leg og læring. Og sådan skal det være, synes jeg. Umiddelbart efter graduation går turen til Danmark og Færøerne, men først skal vi i løbet af et par dage køre de 1200 km til Dar Es Salaam på mere eller mindre god vej. Vi glæder os til at se så mange af jer som muligt.

Kærlig hilsen

Anne-Lene