Hvem er den syvende?

Elsa er død 89 år gammel. Måske langt målt med jordiske alen, men intet imod evigheden.

Alle eksisterer evigt, og det afgørende er, om evigheden skal være sammen med Jesus i Guds herlighed eller om evigheden skal tilbringes i fortabelsen under Guds vrede. Gud vil at alle mennesker skal frelses. Gud har gjort det muligt for alle i Jesus at blive frelst. Men evangeliet skal høres (Rom 10,14ff). Det vidste Elsa.

Hun skriver: ”Miljónir av menniskjum doyggja í hjálparloysi, uttan nakra vón. Einans i Etiopiu eru miljónir av menniskjum, sum ikki enn hava hoyrt Jesus navnið nevnt. Vilt tú vera við til at bera gleðisnboðskapin út til teirra, sum sita i deyðans myrkri og skugga?”

Men Elsa vidste også, at der var et vigtigt arbejde at gøre hjemme, så når hun blev hilst med ordene : ”Jesus fylgi tær og styrki teg i arbeiðinum” svarede hun: ”Jesus veri eftir hjá tykkum og styrki tykkum í arbeiðinum”, som vi kan læse i Elsas bog ”Etiopia kallar” fra 1966 (side 74).

Der er et arbejde, der skal gøres hjemme med dåb og nadver, forbøn, husbesøg, orgelspil, sang, andagter, søndagsskole, osv., osv. men også for at støtte dem, der fik kald og nåde til at rejse ud som missionærer.

Elsa havde et privilegium og det var hendes familie. Her tænker jeg ikke kun på Jakob og Johannes og deres familier, men på Elsas søskende og deres familier. Der var en fælles missionsild, der brændte i dem og som også betød, at de stod sammen om at fremme missionsarbejdet både mens Elsa var ude og efter at hun kom hjem. Og der var en fælles nød om at blive bevaret på sandhedens grund, på Guds Ords grund – også selvom det kostede. Det er jo kun sandheden, der kan frigøre og ham, som er sandheden, der kan gøre os frie (Johs 8,31-32).

Esmar rejste med Elsa, når der skulle berettes fra missionsmarken. Emma har mere end én gang spillet til et misionsmøde, og solgt bøger i Luthers boghandel, der fremmede missionens sag. Lea har gang på gang på gang lagt bil til, så der var mulighed for at deltage i missionsstævner. Og i Gøteborgen i Thorshavn lånte vi andre Elsas lejlighed og Óluva tog sig ikke blot kærligt af Magnus, men også os andre. Fra Hvannasund kom Anna og Justinus, og gang på var gang det Justinus, der lagde os et vigtigt ord om missionen på sinde. Og sådan kunne vi fortsætte rundt i familien.

Gang på gang har vi siddet ved vinduet i Tróndargøta i Norðragøta, bedt og drukket kaffe og delt et Guds Ord. Der er steget megen forbøn op fra bygden Gøta for missionsarbejdet, men også lagt mange kroner i indsamlingskurven til missionen og i det gamle missionshus stod en af de gamle indsamlinsgbøsser, hvor en afrikaner pænt nikkede tak for gaven, når en mønt blev lagt i.

Elsa var den første, der blev udsendt af Kirkjuligt Missionsfelag, og den eneste, der kun havde KMF som sendende selskab. De næste 5 missionærer blev udsendt i samarbejde med Luthersk Missionsforening. Dvs. at indtil i dag har KMF alene eller sammen med andre sendt 6 missionærer ud. Først Elsa, siden Doris Heinesen, siden Peter og Anne-Lene Olofson og sidst Silas og Julianna Olofson. Elsa ville i dag uden tvivl stille dette spørgsmål til os, der endnu har en tid på denne jord: Hvem bliver den syvende? Hvem bliver den syvende udsendt af Kirkjuligt Missionsfelag?

Ikke fordi at KMF ikke har støttet andet missionsarbejde f.eks. radiomission, eller fordi Elsa ikke glædede sig over missionærer, sendt af andre. Og det er heller ikke nogen betingelse, at man skal udsendes fra kirken i Klaksvig, selvom alle seks er udsendt fra kirken i Klaksvig (Elsa fra den gamle og de fem andre fra Christianskirken). Men Klaksvig og Emmaus har også været en vigtig del af Elsas bagland. Elsa brændte for at evangeliet skulle ud, derfor spørgsmålet: Hvem er den syvende?

Tak for Elsas tjeneste og vidnesbyrd fra en af de seks. Peter O.K. Olofson